Udsigt over Stanghede. I forgrunden ses ryggen af en mand som går på en sti med en hund i snor.

Månedens billede: Udsigt over Stanghede, ca. 8 km syd for Viborg. Foto af Nico fra 2016, CC-BY-SA-4.0, beskåret.

Grøn tungeorm

De færreste kender grøn tungeorm, som har det videnskabelige navn Bonellia viridis, men det er på flere måder et fascinerende dyr som lever i havet. Ormen ligger selv skjult i huler under havbunden — også i danske farvande — mens den med sin lange snabel samler føde på havbunden.

Men det gælder kun hunnen. Grøn tungeorm har en meget ekstrem form for kønsforskel. Hannerne er kun få mm store og lever inden i hunnens krop hvorfra de optager føde.

Grøn tungeorm er som navnet siger grøn. Farven skyldes et farvestof i ormens hud som hedder bonellin, opkaldt efter dens latinske slægtsnavn Bonellia. Bonellin er giftigt og findes i størst mængde i snabelen hvor det kan lamme små dyr. Laboratorieforsøg har vist at det også er bakteriedræbende, og der pågår forsøg for undersøge om det kan bruges som antibiotikum.

Tungeorme

Der kendes omkring 200 forskellige arter tungeorme, hvoraf grøn tungeorm er en af dem. Det er en gruppe dyr som det har været svært at klassificere videnskabeligt. De har på forskellige tidspunkter været anset som tilhørende ledormene — selvom de ikke er leddelte som andre ledorme — eller som en selvstændig række af dyr. Den overvejende holdning i dag er at de skal klassificeres dem som ledorme i underklassen Echiura. Man regner med, at de nedstammer fra orme som var leddelte, men senere har mistet dette træk.

Man skal være opmærksom på at det danske navn tungeorm også bruges om en helt anden dyregruppe, nemlig en gruppe af parasitter, som lever internt i andre dyr, og blandt andet kan inficere hunde og i sjældne tilfælde også mennesker. Disse parasitter er krebsdyr og ikke beslægtede med den gruppe havlevende dyr som grøn tungeorm tilhører.

Tegning af en hun af grøn tungeorm.
Skitse af hun af grøn tungeorm fra leksikonet Brockhaus & Efron, ca. 1905

Beskrivelse

Hunnen hos grøn tungeorm har en rund eller pølseformet krop som bliver 5 til 15 cm lang og er lyse- til mørkegrøn. Fra forenden af kroppen udstrækker sig en muskuløs snabel som kan blive over en meter lang og er har to grene i enden. Den indsamler føde i form af dødt organisk materiale (detritus), alger og smådyr med snablen og fører det til munden med fimrehår gennem en rille på undersiden af snablen. På undersiden af kroppen er der to krogede børstehår

Hannen er kun 1-3 mm lang med en flad, farveløs krop som for en stor dels vedkommende af optaget af testiklerne. De har ingen tarme og lever af diffussion af hunnens kropsvæske.

Snablen af en hun af grøn tungeorm ligger på havbunden. Kroppen, som er gemt i en hule, kan ikke ses. Snablen forgrener sig i to dele.
En huns todelte snabel. Kroppen er skjult i en hule. Foto: Frédéric Ducarme (2016), CC BY-SA 4.0, beskåret.

Levevis og udbredelse

Hunnerne ligger normalt nedgravet i grus, sprækker i havbundet eller andre dyrs forladte huler, så kun snablen på havbunden er synlig.

Hannerne lever udelukkende inden i hunnernes æggeleder hvor de befrugter æggene.

Grøn tungeorm findes i det nordøstlige Atlanterhav, Nordsøen og Middelhavet, Den kendes også fra Java og Koralhavet øst for Australien.

Tegning af en han af grøn tungeorm.
Skitse af han af grøntungeorm fra leksikonet Brockhaus & Efron, ca. 1905, stærkt forstørret.

Reproduktion

Larverne af grøn tungeorm er frit svømmende i havet. De starter livet kønsløse. Hvis en larve kommer i kontakt med hun, vil dens grønne farvestof bonellin få larven til at udvikle sig til en han i løbet af få dage. Hannen sætter sig så fast på hunnen og trænger ind i hendes kønsorganer og lever i en forlængelse af æggelederen. Her befrugter hannerne æggene som kommer forbi. Æggene udvikles til de fritsvømmende larver i en forstørret del af æggelederen før de forlader moderen.

Kilder

Denne artikel bygger især på engelsk og tysks Wikipedias artikler om grøn tungeorm. Den tyske artikel er den mest udførlige. Disse artikler har kildehenvisninger til videnskabelige artikler m.v. om dyret. Igen er den tyske Wikipedia bedst med hensyn til dette. Desuden er brugt den engelske Wikipediaartikel om tungeorme. Det danske navn grøn tungeorm findes på arter.dk.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *